Den danske eksport af varer og tjenester til USA steg markant i april.

Her blev der eksporteret varer og tjenester til USA for 36,7 milliarder kroner, hvilket er 21 procent mere end måneden før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Faktisk var den samlede danske eksport til USA i april på det næsthøjeste niveau nogensinde kun overgået af december sidste år. Her blev der eksporteret tjenester og varer for knap 42 milliarder kroner.

Set i lyset af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, i begyndelsen af april annoncerede øgede toldsatser for en lang række lande, er udviklingen "særdeles overraskende".

Det mener Kristian Skriver, som er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

- Vi havde på ingen måde ventet, at eksporten til USA ville stige så kraftigt, skriver han i en kommentar.

Men når man ser nærmere på tallene, kan man se, at det primært er eksporten af varer, som ikke krydser den danske grænse, som trækker eksporten til USA op i april.

Omvendt faldt eksporten af både tjenester og varer, som krydser den danske grænse. Eksporterede tjenester kan eksempelvis være søtransport.

Dansk eksport til USA, som ikke krydser den danske grænse, kan eksempelvis komme fra danske virksomheder, som producerer deres varer i USA eller andre lande.

Varer, som er produceret i USA og sælges i USA, bliver ikke ramt af den amerikanske told på ti procent, som gælder de fleste lande i øjeblikket.

Ifølge Las Olsen, som er cheføkonom i Danske Bank, viser tallene, at den amerikanske told indtil videre ikke har haft den store effekt på dansk eksport.

Men det kan hurtigt ændre sig, mener han.

- Det er klart, at der er stor risiko for, at det bliver noget helt andet i fremtiden, for selv om amerikanerne lige nu mest har trukket i land, så er truslen om meget højere told altså ikke taget af bordet, skriver han i en kommentar.

Donald Trump annoncerede 2. april en liste over varierende toldsatser - såkaldt gensidig told - rettet mod varer fra udlandet.

Efterfølgende satte han toldsatserne på pause i 90 dage, hvorefter en lavere basistold på ti procent blev gældende for de fleste lande.

I maj sagde han så, at forhandlinger med EU om en handelsaftale var gået i hårdknude, og at han anbefalede en told på 50 procent på EU-varer fra 1. juni.

Få dage efter meddelte den amerikanske præsident så, at han var gået med til at forlænge en pause gældende for de høje toldsatser mod EU frem til 9. juli, så parterne kunne forhandle om en løsning sammen.

/ritzau/

Det er efterhånden over 14 år siden, at en ung mand døde efter at være blevet lagt i en såkaldt »brystvendt benlås« af fængselsbetjente i Kolding Arrest.

Siden har moren, Nermin Kalkan, kæmpet for at få rettens ord for, at hendes søn blev udsat for et overgreb, som kostede ham livet.

Både i Københavns Byret og Østre Landsret er Kriminalforsorgen, der har ansvaret for landets fængsler og arresthuse, dog blevet pure frifundet.

Men i sidste uge tog sagen en markant drejning:

For her blev sagen behandlet af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som kendte Danmark skyldig i at have overtrådt menneskerettighedskonventionens artikel 2, der beskytter »retten til liv«.

Det er første gang nogensinde, at det er sket for Danmark. Og staten blev samtidig dømt til at betale omkring 200.000 kroner i erstatning til Nermin Kalkan.

Trods afgørelsen i Strasbourg har sagen ikke kun efterladt Nermin Kalkans advokat, Tobias Stadarfeld fra firmaet Bonnez & Ziebe, med en positiv følelse.

»Jeg er selvfølgelig tilfreds med resultatet. Men samtidig er sagen for mig et klart billede på, at borgere i Danmark er urimeligt dårligt stillet, når de møder staten i retten,« siger han og tilføjer:

»Det er et gigantisk retssikkerhedsmæssigt problem.«

Ulige vilkår

Tobias Stadarfeld repræsenterede også Nermin Kalkan i både by- og landsretten.

Og det er her, vi finder årsagen til hans kritik.

I byretten var Tobias Stadarfeld oppe imod flere ansatte fra Kammeradvokaten, der repræsenterede Kriminalforsorgen.

Berlingske har fået aktindsigt i retsdokumenter, der viser, at Stadarfeld blev tildelt et honorar på 55.000 kroner for sit arbejde, selvom han havde bedt om 140.000 kroner.

Hans modpart – Kammeradvokaten – fik 460.000 kroner.

Altså over otte gange så meget.

»Som sagsøger har man måske 80 procent af arbejdsbyrden, og så er det jo helt grotesk, at man skal aflønnes så meget dårligere. For jo flere timer, du som advokat kan bruge på en sag, jo større chance har din klient for at vinde. Sådan er det bare,« siger Tobias Stadarfeld.

Han tabte sagen i byretten, men valgte sammen med sin klient at anke.

Landsrettens afgørelse endte dog med samme resultat. Og her fik Kammeradvokaten et salær på 150.000 kroner, mens Tobias Stadarfeld fik 40.000 kroner – selvom han havde opgjort sit tidsforbrug til et salær på 70.000 kroner.

»Det er fandeme svært at løfte sådan en sag for 40.000 kroner, når du står overfor en modpart med næsten uendelige ressourcer. Og når jeg ser de her tal, forstår jeg godt, at mange sager i Danmark falder ud til statens fordel,« siger han.

»Ikke en fair kamp«

Berlingske har tidligere beskrevet en række tilfælde, hvor der har været store forskelle på salæret mellem borgerens og statens advokat.

Det har hovedsageligt drejet sig om sager med såkaldt fri proces, der skal sikre, at borgere – særligt de mindst ressourcestærke – kan føre en retssag, hvis det vurderes, at de har en rimelig grund til det, at sagen har principiel karakter eller er af offentlig interesse.

I den type sager er det statskassen, der betaler borgerens advokat, men salæret fastsættes af dommerne i retten.

De regler gælder dog ikke på den anden side af bordet.

For Kammeradvokaten kan i princippet bruge lige så mange timer på en sag, som staten accepterer at betale for.

Berlingske har tidligere beskrevet en sag, som advokaten Janus Malcolm førte mod Kriminalforsorgen på vegne af en klient, der blev nægtet prøveløsladelse fra fængslet.

Malcolm vandt sagen og bad efterfølgende om et salær på 38.000 kroner for omkring 20 timers arbejde. Men retten tildelte ham blot 10.000 kroner.

Til sammenligning fik Kammeradvokaten – der repræsenterede Kriminalforsorgen – knap 110.000 kroner for juridisk bistand i samme sag.

Fra flere sider lød det, at der var tale om et klart brud med det lovfæstede princip om »equality of arms«, der skal sikre, at der er ligestilling mellem parterne, hvis en borger er oppe imod staten.

»Hvis Kammeradvokaten kan bruge cirka 50 timer på noget, som vi kun får fem timer til, så er det ikke en fair kamp. Og så har vi et meget stort problem. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en borger stilles så meget dårligere i sin kamp mod staten,« har Kåre Pihlmann, formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, tidligere udtalt til Berlingske.

»En frygtelig forretning«

Selvom Tobias Stadarfeld og Nermin Kalkan endte med at få medhold ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, er advokaten bekymret for retstilstanden i Danmark.

»Hvis man tænker i kroner og øre, har sagen været en frygtelig forretning for mig. For jeg får ikke betaling for ret mange af de timer, jeg har brugt på sagen, fordi fri proces-systemet er skruet sammen, som det er,« siger han.

Stadarfeld fortæller, at han »konstant« har bekymringer om økonomien, når han arbejder med fri proces-sager.

»Jeg bruger nat og dag på dem, men er nødt til at passe dem ind imellem de 14 andre sager, som skal sørge for, at jeg har brød på bordet. På den anden side har du så Kammeradvokaten, som kan bruge næsten uendelige ressourcer. Det er bare ikke fair.«

Tobias Stadarfeld forstår godt, hvis ikke mange andre jurister ønsker at føre sager med fri proces.

»Der er partnere i store advokathuse, som tjener over ti millioner kroner om året, mens min løn er på niveau med en socialrådgiver,« siger han og tilføjer:

»Jeg skal ikke klage, for jeg synes, at sagerne er spændende. Men jeg ved, at der ikke er ret mange jurister, som gider lave det her. Og dét er et problem. For det betyder, at der er borgere i Danmark, der ikke får den hjælp, som de har ret til.«

Dommere ser problem

Berlingske har tidligere bedt Kammeradvokaten om at kommentere de store salærforskelle i sagen om dødsfaldet i Kolding Arrest.

I den forbindelse lagde Paw Fruerlund, partner hos Kammeradvokaten, vægt på, at Kriminalforsorgen havde taget sagen »ekstremt alvorligt«.

»Jeg kan sige, at vores arbejde indebar en gennemgang af mange hundrede siders bilag og juridisk materiale og også drøftelser med og afhøringer af en række vidner, og for begge instanser i alt har vi brugt 374 timers arbejde,« skrev Paw Fruerlund til Berlingske.

Han skrev i samme forbindelse, at han havde »stor respekt« for det arbejde, som Tobias Stadarfeld udfører i sagerne med fri proces.

»I forhold til størrelserne af Tobias’ salærer – og i forhold til fri proces-sagernes salærer generelt – og i hvilket omfang, de er rimelige i lyset af de timer, der faktisk bruges på sagerne, ja så fastsættes de jo af dommerne ud fra en juridisk ramme. Jeg mener, at det nok er mest nærliggende, at det er dem – f.eks. dommerforeningen – du spurgte til udmålingernes størrelse.«

Dommerforeningens formand, Mette Lyster Knudsen, har tidligere over for Berlingske erklæret sig enig i, at sagerne med store forskelle i salær udgør et problem.

»Det er en voldsom forskel i den reelle mulighed, man har for at bruge timer på at føre en sag,« sagde hun i den forbindelse.

Elbilselskabet Tesla er torsdag ved børsluk faldet med knap 14,3 procent.

Det udgør et fald i Teslas markedsværdi på 150 milliarder dollar - 977 milliarder kroner , skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at medejer Elon Musk har været i ordkrig med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Torsdagens ordkrig begyndte, da Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus sagde, at han var "meget skuffet" over Elon Musks kritik af en stor lovpakke.

Senere truede Trump med at stoppe statslige kontrakter med virksomheder ejet af Elon Musk.

Det førte til, at Musk skrev på det sociale medie X, at han øjeblikkeligt vil begynde at tage rumfartøjet af typen Dragon ud af drift.

- Set i lyset af præsidentens (Donald Trumps, red.) udtalelse om at annullere mine statslige kontrakter vil SpaceX begynde at afvikle Dragon-rumfartøjet med det samme.

Det fremgår ikke, hvad en afvikling betyder i praksis.

Ifølge Reuters kan en åben strid med Trump sætte forhindringer op for Tesla og resten af Musks forretningsimperium.

Det amerikanske transportministerium regulerer standarder for køretøjsdesign og vil have indflydelse på, om Tesla kan masseproducere "robotaxis". Det er taxaer, der er styret af en robot, og som hverken har rat eller pedaler.

Analytiker i finansvirksomheden Morningstar Seth Golstein siger til Reuters, at de føderale myndigheder muligvis vil udforme love, der kan skade Tesla.

- Med præsident Trump følger der altid en risiko for personlig hævn, hvis man kommer på kant med ham, siger han.

Tesla-aktien har ifølge Reuters været på en rutsjebanetur, siden Musk i midten af juli sidste år erklærede, at han støttede Trump i Trumps forsøg på at blive genvalgt.

Aktien steg med 169 procent fra juli til december, men faldt efterfølgende med 54 procent frem til april.

Musk stod indtil 30. maj i spidsen for den amerikanske administrations Departement for Regeringseffektivitet (Doge), og det afskrækkede nogle bilejere, lyder det. Salget faldt i Europa, Kina og vigtige amerikanske markeder som Californien.

I april var Tesla presset ud af top ti og var med 180 indregistrerede biler blot det 19. mest solgte bilmærke i Danmark. Men i maj sneg Teslas Model Y sig igen ind i top ti over danskernes foretrukne personbiler.

/ritzau/

Der var ingen slinger i valsen, da Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag satte den toneangivende rente ned fra 2,25 procent til 2,0 procent. Få timer senere fulgte Nationalbanken efter og satte den officielle danske rente ned til 1,6 procent.

Den danske rente følger den europæiske, men har i længere tid ligget lavere. Det skyldes blandt andet store danske virksomheders valutapolitik, men også, at der er pengerigelighed i euroområdet. Det presser prisen på penge – renten – ned i markedet.

Der var bred enighed om beslutningen, som dog ikke var enstemmig. Et enkelt medlem ønskede at fastholde renten. Det er ikke så overraskende, at der nu kommer mere intern uenighed om, hvor renten skal hen. ECB har sat renten ned otte gange det seneste år og har dermed flyttet foden fra bremsen til noget, der er neutralt eller let stimulerende.

Selvom den økonomiske vækst i euroområdet er meget blodfattig, så er beskæftigelsen fortsat stigende, og ledigheden bliver ved med at holde sig på det laveste niveau nogensinde målt. 

Inflationen er godt nok faldet til lige under ECBs mål om to procent, men i Frankfurt er man fortsat bekymret over, at priserne på tjenesteydelser stiger for hurtigt. Her hjælper det, at lønvæksten er aftaget markant på det seneste. Det er lønnen, der er den vigtigste udgiftspost i servicesektoren. 

Det kan gå værre endnu

Rentenedsættelsen blev underbygget af de nye prognoser fra ECBs stab. Og her var der faktisk interessant nyt. Den økonomiske vækst vil forblive svag, men ECB fremhæver nu mere håndfast det positive bidrag fra investeringer i oprustning og infrastruktur som en modvægt til problemerne fra Donald Trumps handelskrige.

Til gengæld forventer ECB et ret markant fald i inflationen ind i næste år. Det skyldes den svage økonomi, men ECB fremhæver også lavere energipriser (tak til Donald Trump) og en stærkere euro (endnu mere tak til Donald Trump). Desuden lægger ECB vægt på, at Trumps handelskrige snarere kan give lavere end højere inflation.

Det åbner faktisk for yderligere rentenedsættelser, selvom ECB holder kortene tæt til kroppen. 

Den stærkere euro er et resultat af mange kræfter, men skyldes primært, at dollaren er faldet med omkring ti procent mod et væld af valutaer. Det til trods for, at Trump politik skaber mere inflation og dermed bremser den amerikanske centralbank i at sætte renten hurtigt ned. De korte europæiske renter er faldet, hvilket har udvidet forskellen i renten på hver side af Atlanten.

Jo mere euroen styrkes, desto mere kan ECB sætte renten ned, fordi en stærkere euro gør importvarer billigere.

De tyske statsrenter steg en anelse i løbet af dagen, hvilket kan synes en smule kontraintuitivt i lyset af de lidt bløde meldinger fra ECB. Men i Bruxelles nåede NATO et skridt nærmere enighed om en markant forhøjelse af, hvad landene hvert år skal bruge på forsvaret. Det betyder endnu flere obligationer til det europæiske marked i de kommende år. At renterne ikke stiger mere, sætter en tyk streg under, at investorerne samtidig flokkes om europæiske obligationer.

Torsdagens rentenedsættelse får direkte betydning for de danske boligejere med helt kort rentetilpasning. De første kan allerede få gavn af lavere renter i juli. 

Men for dem med mellemlang rentebinding som F3- og F5-lån sker der ikke det store. Renterne på disse lån ligger på henholdsvis 2,2 og 2,5 procent og er mere styret af forventningerne til centralbankrenten på længere sigt. Desuden hiver også den tiårige statsrente i disse lån, og her er renten ikke faldet.

For de lange konverterbare obligationer er der meget lidt nyt. Udstedelsen ligger i fire procent kuponen med en kurs omkring 99. De konverterbare obligationer prises ud fra de lange statsobligationer, hvor den meget store udstedelse i de kommende år trækker op, mens meget stor efterspørgsel trækker ned.

Samlet set tyder meget på, at ECB skal sætte renten ned yderligere et par gange. Centralbanken har ikke travlt, men hvis næste møde er midt i en handelskrig mellem USA og EU, så er en rentenedsættelse i juli oplagt. 

ECBs rente skal nok ned i 1,5 procent, før man stopper, hvilket i givet fald vil sende den danske rente ned omkring 1,1 procent. Det vil primært være lån med kortere rentebinding, der får glæde af flere rentenedsættelser. Vi bevæger os ind i en mere normal rentefase, hvor de længere renter er højere end de korte; det er »normalt«, at man skal betale mere for at låne penge i længere tid.

Meget store kræfter trækker i vores økonomier og renter. Men det er ret tydeligt, at der er ingen appetit i ECB for at bevæge sig hen i nærheden af tidligere tiders nul eller negative renter. Det har for mange dårlige bieffekter og hjælper ikke nødvendigvis den økonomiske vækst.

Så for boligejere, der klamrer sig til ideen om, at de korte renter hurtigt skal meget længere ned og derpå trække de konverterbare renter meget ned, er det måske på tide til at genopveje lånestrategien.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil have danskerne op i gear og have dem til at arbejde noget mere for at styrke landets økonomi.

Derfor vedtog regeringen og Folketinget i 2023 en skattereform, der giver skattelettelser til mange tusinde danskere.

Men overraskende nok peger den liberale tænketank CEPOS nu på, at det i virkeligheden er mere vigtigt at få sat aktieskatten ned end skatten på arbejde. 

For den høje aktieskat er langt mere skadelig for den danske økonomi end skatten af vores arbejdsindkomst, vurderer CEPOS.

Det sker på baggrund af en analyse, som tænketanken har lavet, hvor der bliver set på, hvordan de forskellige skatter, vi har i Danmark, virker.

Det handler om det økonomiske begreb forvridning, som betyder, at skatten ændrer folks adfærd. For eksempel kan en høj aktieskat få folk til at investere mindre i aktier.

Det kan hæmme produktivitetsudviklingen og dermed skade dansk økonomi. Mere kapital til virksomhederne kan være med til at øge deres investeringer, hvilket gør dem mere effektive og giver en højere økonomisk vækst.

Den er meget skadelig

Herudover kan en høj aktieskat også hæmme vores iværksætteri, da ny kapital er afgørende for iværksætternes vækst og overlevelse.

De skadelige effekter ved den høje aktieskat er på den måde langt større end de negative effekter ved den høje beskatning af arbejdsindkomst, fremhæver analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen.

»Der er i Danmark rigtig meget fokus på skatten på arbejde. Der vil også være gevinster ved at sætte den ned. Men skatten på opsparing i aktier er uden sammenligning den mest forvridende og dermed samfundsskadelige, vi har,« siger Otto Brøns-Petersen og fortsætter:

»Det gælder også, hvis man sammenligner med top-topskatten.«

Top-topskatten var et af de få steder, hvor man i forbindelse med den seneste reform satte skatten op.

Den højeste skat

I analysen har CEPOS set på en bred vifte af vores skatter og deres indbyrdes samspil. Det gælder blandt andet aktieskatten og skatten på kapitalindkomst. 

Herudover er det skatten på danskernes pensionsafkast i form af den såkaldte PAL-skat samt boligskatten.

Samlet set er der tale om et komplekst regelsæt, som det kan være svært for de fleste at navigere i.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at afkast på aktier og renteindtægter beskattes vidt forskelligt. 

Det er formentlig de færreste danskere, der præcist ved, hvordan deres investeringer i aktier og obligationer bliver beskattet – og endnu færre, der kan gennemskue, hvor meget de skal betale i skat.

Skatten på aktier er på henholdsvis 27 procent eller 42 procent, afhængigt af, om udbyttet eller gevinsten ligger over eller under 67.500 kroner

Men når man tager højde for, at dele af ens investeringer i aktier over tid bliver mindre værd på grund af inflation, så ender man reelt med at betale 54 procent eller 84 procent i skat på aktierne ifølge beregningerne fra CEPOS.

Det er den såkaldte reale skattesats. Og den er en del højere på aktier end på renter og på ejerboliger.

Otto Brøns-Petersen understreger, at CEPOS fortsat går ind for lavere skat på arbejde, men hvis politikerne skal prioritere, bør de begynde med de skatter, som hæmmer økonomisk mest.

»Problemerne med beskatning af kapital- og aktieindkomst er lidt forsømt, rent politisk, fordi de ikke er så synlige som topskatten. Men det er vigtigere at få grebet fat i det end at få sat skatten på arbejde ned,« siger Otto Brøns-Petersen.

Det er nemmere at sælge

De økonomiske vismænd har også tidligere påpeget problemerne med de indviklede regler for aktie- og obligationsbeskatning.

I 2019 anbefalede vismændene en mere ensartet beskatning af aktier og obligationer.

På linje med CEPOS kom vismændene også frem til, at beskatningen af aktier ligger i den høje ende sammenlignet med skatten på arbejde

Dengang understregede daværende overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Svarer, at reglerne for skatten på aktier og obligationer er et område, han selv har svært ved finde ud af, fordi de er »sindssygt komplekse«.

Men selv om det er seks år siden, at den rapport kom fra vismændene, er der ikke lavet nogen ændringer.

Ifølge Michael Svarer skyldes det blandt andet, at området er så teknisk komplekst. Derudover er der et politisk problem i forhold til, hvem det er der betaler aktieskatten.

»Man kan godt argumentere for at sætte aktieskatten ned, men der er en kraftigt fordelingsmæssig dimension i det. Det er de færreste danskere, der betaler aktieskat, og de, som gør, har en ret stor formue,« siger Michael Svarer.

Han fremhæver, at det derudover kan være svært for den brede del af befolkningen at forstå, hvorfor man skal have en lavere aktieskat.

»Det taler ind i spørgsmålet om at få øget produktiviteten, men det har typisk heller ikke fyldt ret meget politisk. Det er nemmere at sælge, at man gerne vil sætte skatten på arbejde ned,« siger Michael Svarer.

På lønmodtagersiden er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sune Caspersen, enig med CEPOS i, at de mange forskellige skatter på danskernes opsparing ikke er optimale.

Men han er til gengæld afvisende over for tanken om, at regeringen bør sætte aktieskatten ned.

»Den stigende ulighed vi har haft i de seneste år er kommet på grund af stigende formuer. Det er skatten på aktier med til at holde i ave. Det er ikke en skat, man skal gå ud og skrue ned for. Det vil ikke være selvfinansierende, siger Sune Caspersen.

Et stort pres

Hos arbejdsgiverne møder analysen fra CEPOS opbakning fra både Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv.

Begge organisationer deler vurderingen af, at skatten på aktier og obligationer har en negativ indvirkning på den danske økonomi og den enkelte dansker.

Derfor ser de gerne, at regeringen tager fat på området. Dog er de mere tilbageholdende med at prioritere aktieskatten over yderligere lempelser af skatten på arbejde.

»Vi mener, at det er underligt at stille det op som et enten/eller over for lempelser af skatten på arbejdsindkomst. Der er behov for begge dele. Lavere skat på arbejdsindkomst skal hæve arbejdsudbuddet, mens en reform af kapitalbeskatningen har til formål at løfte produktiviteten,« siger underdirektør i DI Jacob Bræstrup.

Med henvisning til analysen fra CEPOS fremhæver han, at der er råd til både at gribe fat i aktieskatten og skatten på arbejde, fordi det er nogle skatter, som i høj grad er selvfinansierende.

Michael Svarer understreger, at selvom de offentlige finanser er sunde, er der stadig behov for at prioritere, da der er et stort pres på de offentlige udgifter.

»Der er ikke råd til det hele,« siger Michael Svarer.

For regeringen kan det dermed blive det hårde valg mellem at få skatten sat ned på aktieinvesteringer eller på arbejdsindkomst, når eller hvis den går i gang med at lave en ny skattereform.

Med 13 dages mellemrum måtte Finanstilsynet meddele, at to af myndighedens vicedirektører havde sagt deres job op.

Den 2. maj kunne tilsynet offentliggøre, at Karen Dortea Abelskov, som har arbejdet i Finanstilsynet siden 2009, havde fået nyt job i Erhvervsministeriet.

Knap to uger senere meddelte Finanstilsynet, at en anden af de i alt fire vicedirektører i den finansielle vagthund, Rikke-Louise Ørum Petersen, var blevet indstillet til et job i Frankfurt.

Det er meget erfaring og indsigt, som nu forlader Finanstilsynet på samme tid, lyder det fra eksperter.

»Finanstilsynet mister to kompetente mennesker, som har arbejdet i tilsynet i lang tid. Det er klart et erfaringstab,« siger Kalle Johannes Rose, der er ekspert i finansiel regulering og lektor ved CBS.

Finanstilsynet er den myndighed i Danmark, som regulerer og holder alle finansielle virksomheder, herunder bankerne, i ørerne. Derfor har tilsynet en helt afgørende rolle i samfundet.

»Det er yderst vigtigt, at Finanstilsynet bevarer et højt kompetenceniveau for at kunne udfylde sin samfundsrolle,« siger lektoren.

Kalle Johannes Rose har tidligere selv arbejdet i Finanstilsynet.

»Det er selvfølgelig uheldigt for Finanstilsynet, at de mister højtstående embedsmænd med betydelig erfaring,« istemmer Jesper Lau Hansen, juraprofessor ved Københavns Universitet.

Han er en af landets førende eksperter i kapitalmarkedsret, ligesom han har stor indsigt i blandt andet finansiel regulering.

»Men det er naturligt, at folk med kompetencerne i orden bevæger sig videre i deres karriere,« tilføjer han.

Direktørflugt til det private

Det er ikke første gang, at Finanstilsynet har mistet store dele af sin direktion på samme tid.

Jesper Berg, den forrige direktør i Finanstilsynet, stod i en penibel situation, da han i slutningen af 2017 inden for tre uger mistede tre af sine fire vicedirektører.

Dengang var det Finanstilsynets mangeårige vicedirektør Jan Parner, der sagde farvel til tilsynet for at blive chefaktuar i pensionskæmpen ATP.

Nogle uger efter valgte de to andre vicedirektører Thomas Brenøe og Birgitte Søgaard Holm at fratræde til fordel for hver deres brancheorganisation efter tre år i tilsynet.

Thomas Brenøe havde fået nyt job i Forsikring & Pension, mens Birgitte Søgaard Holm havde fået en stilling i Finans Danmark.

»Pokkers uheldigt« var det ifølge Jesper Berg, der samtidigt pointerede, at Finanstilsynet ikke kan konkurrere på lønnen med det private erhvervsliv.

Henrik Ramlau-Hansen, der var formand for Finanstilsynet mellem 2016 og 2018, fremhæver samme pointe.

»Det er ikke lønnen, der gør jobbet attraktivt. Det er muligheden for at præge hele den finansielle sektor.«

Han understreger, at man i Finanstilsynet kan komme tæt på store beslutninger tidligt i sit karriereforløb.

»Mange ser det som en mulighed for at gøre en forskel for samfundet. Men det vil til hver en tid være en afvejning i forhold til lønnen, som kan være højere i den private sektor,« siger han.

Mangeårig karriere i tilsynet

Ingen af de to vicedirektører har dog i denne omgang forladt tilsynet til fordel for den private sektor.

Rikke-Louise Ørum Petersen er i juni tiltrådt sin nye stilling i den øverste ledelse i EUs fælles hvidvasktilsyn, AMLA (Anti-Money Laundering Authority), som har hovedsæde i Frankfurt i Tyskland.

Samtidig er Karen Dortea Abelskov 1. juni begyndt som finansdirektør i Erhvervsministeriet.

De har begge opfostret i den offentlige sektor, Abelskov har specifikt arbejdet i Finanstilsynet siden 2009 og er løbende blevet forfremmet.

Ørum Petersen kom til Finanstilsynet i 2015, hvor hun blev chef for det juridiske kontor. Hun kom fra Justitsministeriet og har tidligere arbejdet for Folketingets Ombudsmand.

Begge blev de forfremmet i 2018 af Jesper Berg, da han dengang skulle ansætte hele tre vicedirektører på samme tid.

Sidder yderligt i sædet

At headhunte vicedirektører til Finanstilsynet er umiddelbart ikke verdens nemmeste opgave.

»Inden for det finansielle område vil de være svære at headhunte,« siger Jesper Lau Hansen og tilføjer, at det vil gøre sig gældende for andre typer af styrelser også.

Det skyldes, at det kræver et sæt særlige kompetencer og en specifik forståelse for den finansielle sektor.

Samtidig er topfolkene i Finanstilsynet politisk udsatte, forklarer Jesper Lau Hansen.

»Det følger naturligt af, at der er stor politisk fokus på finansverdenen og dermed på deres vagthund, Finanstilsynet,« forklarer han.

Finanstilsynet kom eksempelvis selv under beskydning, da Danske Banks hvidvasksag begyndte at rulle. Tilsynet blev blandt andet kritiseret for at have ladet sig vildlede af Danske Bank i den årrække, hvor den potentielle hvidvask foregik.

Denne politiske udsathed er ikke afspejlet i lønnen. Og typisk vil kompetente finansfolk kunne få en langt højere hyre i det private erhvervsliv.

»Derfor kan det være svært at få folk på et tilsvarende niveau ind i tilsynet. Dog er der også en høj grad af intern rekruttering i tilsynet,« konstaterer Jesper Lau Hansen.

Ligesom Henrik Ramlau-Hansen mener han dog, at den politiske udsathed er modsvaret af et spændende og interessant job, hvor man som embedsmand har direkte adgang til og andel i »statsmagten«.

Det vil for mange være tilfredsstillende nok i sig selv, er analysen.

Finanstilsynet oplyser, at man nu er i gang med at finde de to afløsere til direktionen, og at tilsynet oplever »stor interesse fra stærke kandidater«.

En rekrutteringsproces, som man forventer er afsluttet inden sommerferien.

»En vicedirektør i Finanstilsynet skal kunne lede fagligt stærke miljøer og navigere sikkert i komplekse beslutningsrum. Vi lægger vægt på solid faglighed inden for det relevante tilsynsområde, stærke samarbejdsevner og lysten til at påtage sig et stort myndighedsansvar,« lyder det fra Finanstilsynet, der ikke udelukker at ansætte en kandidat fra den private sektor.

»Hvis et direktionsmedlem kommer fra den finansielle sektor, har vi interne karensregler, der sikrer armslængde. Det betyder blandt andet, at man i en periode ikke håndterer sager, der vedrører en tidligere arbejdsgiver.«

Nationalbanken følger som ventet Den Europæiske Centralbank (ECB) og sænker sine rentesatser med 0,25 procentpoint.

Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den ledende rente - indskudsbevisrenten - nu er på 1,60 procent, mens udlånsrenten lander på 1,75 procent.

Indskudsbevisrenten bestemmer, hvor meget realkredit- og pengeinstitutter får i rente ved at købe indskudsbeviser i Nationalbanken.

Det kan dermed også få betydning for, hvilken rente kunderne i de forskellige institutter kan få.

Til sammenligning lød indskudsbevisrenten på 3,6 procent for nærmest præcis et år siden.

Tidligere torsdag sænkede ECB sin indlånsrente med 0,25 procentpoint til to procent. Det er ottende rentesænkning på et år.

Nationalbanken plejer at følge trop, når ECB ændrer på renten. Det skyldes, at kronen som følge af fastkurspolitikken er bundet til euroen, og derfor er renterne nødt til at følges nogenlunde ad.

Hvis ikke det sker, kan det komme til at lægge pres på kronen, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Han pointerer desuden, at den danske rentesænkning særligt kan være godt ny for boligejere med kort rentebinding.

- I omegnen af 300.000 boligejere har lånet F-kort, som har halvårlig rentebinding, og her oplevede de fleste et fald i renten ved årsskiftet på omkring et procentpoint.

- Og yderligere 0,60 procentpoint kan for det fleste af boligejerne være i vente, når renten fastsættes næste gang sidst i juni måned.

Det kan i så fald føre til besparelser på op mod 400 kroner om måneden efter skat per lånt million.

ECB og dermed også Nationalbanken gennemførte en lang række renteforhøjelser i 2022 og 2023 i forsøget på at tøjle den tårnhøje inflation.

Når renten hæves, bliver det dyrere at låne penge i banken. Det vil alt andet lige få forbruget - og dermed også inflationen - til at falde.

ECB's indlånsrente toppede i fire procent, mens den hed 3,6 procent hos Nationalbanken.

/ritzau/

Forårsmøderne i Den Internationale Valutafond og Verdensbanken er normalt rolige og forglemmelige begivenheder.

Men ikke i år. Flere centralbankfolk vendte hjem med en indgroet følelse af frygt. Hvad er årsagen?

Spøgelset af GENIUS Act – lovforslaget om stablecoin, som er på vej til at blive vedtaget i den amerikanske kongres i hælene på præsident Donald Trumps bekendtgørelse fra den 6. marts om oprettelse af en strategisk kryptovalutareserve.

Centralbanker har hidtil set kryptovalutaer som en plage, der heldigvis ikke har haft kapacitet til at forårsage alvorlige brud i de monetære systemer, de har ansvaret for. Men nu tror de, at Trumps team regner med kryptovalutaer, der er knyttet til dollaren, som en del af deres strategi for at ændre det globale monetære system (og gøre chefen og hans familie rige i processen).

Det, der foruroligede centralbankerne i foråret, var politikkens konsekvenser: en bevidst, kaotisk afvikling af det 20. århundredes monetære orden, hvor centralbankerne regerede som pengenes eneste arkitekter. Mens GENIUS-loven tillader private stablecoins, vil et andet lovforslag forhindre den amerikanske centralbank i at udstede en digital centralbankvaluta (CBDC) og dermed udnævne virksomhedsudstedte tokens til de nye vogtere af dollarens hegemoni.

Dette er ikke innovation; det er en fjendtlig overtagelse af pengemængden. Uden noget der ligner seriøs regulering, er stablecoins hverken stabile eller blot en alternativ dollarbetalingsmulighed. De er en trojansk hest til privatisering af penge.

Trussel mod finansiel stabilitet

Den Europæiske Centralbank ser faren. Hvis værdipapirer migrerer til blockchain, hvor obligationer, aktier og derivater bliver tokeniseret, så må afregningen følge efter. 

ECBs løsning er en tokeniseret euro, der sikrer, at offentlige penge forbliver grundlaget for finanserne. Indtil videre har ECB mødt modstand mod denne plan fra tyske og franske private banker. 

Nu har ECB fået en anden og større hovedpine: USA er på vej i den modsatte retning. Ved at forbyde CBDCer og give grønt lys for stablecoins afviser Trumps hold ikke bare offentlige digitale penge; de outsourcer dollarens overherredømme til de mørkeste kræfter inden for Big Tech.

Ironien er grotesk. De samme libertarianere, som raser mod regeringen, beder nu staten om at udnævne deres stablecoins til de facto officiel valuta. Endnu værre er det, at de kræver adgang til Federal Reserves balance, så private udstedere kan bakke deres tokens op med centralbankreserver. 

Forestil dig en verden, hvor Tether, Circle eller en ikkesvindelagtig »X Token« støttet af Elon Musk nyder godt af den amerikanske finansministeriums implicitte opbakning, mens de opererer uden for bankreglerne. Det er ikke bare reguleringsmæssig udnyttelse; det er monetær feudalisme.

Vi må ikke glemme, at 1800-tallets USA var en monetær dystopi. Med tusindvis af vilde banker, der udstedte private sedler, efterlod hyppig finansiel panik i offentligheden, især i arbejderklassen, med værdiløse papirer. Selv J.P. Morgan var så forfærdet og følte sig så truet, at han besluttede at presse den føderale regering og andre bankfolk til at etablere Federal Reserve som en offentlig institution med det formål at stabilisere pengene.

Nu er USA på vej baglæns – og trækker resten af verden med sig. I en forbløffende omvending af virkeligheden definerer Trumps bekendtgørelse af 23. januar om styrkelse af amerikansk lederskab inden for digital finansiel teknologi dollarstøttede stablecoins som instrumenter, der vil »fremme og beskytte den amerikanske dollar suverænitet«. 

Men GENIUS-loven (hvis endelige udkast endnu ikke er offentliggjort) er en formel til at slippe en digital vildkat-æra løs, hvor stablecoins – knyttet til dollaren, men kontrolleret af private aktører – oversvømmer den globale økonomi med digitale pseudodollars. Private stablecoins har ingen chance for at opretholde deres tokens’ dollarbinding, efter at de har modtaget de føderale myndigheders officielle godkendelse, og deres volumen er vokset eksplosivt. Selv hvis lande dropper dollaren, vil de forblive fanget i dens digitale skygge.

Centralbankfolk er ikke de eneste, der bør være bekymrede

Europa har travlt. ECB, der anerkender den eksistentielle trussel, er i gang med at fremskynde en »en gros-CBDC«: en digital euro til institutionel brug, der fungerer som en nødløsning – et hurtigt og beskidt hybridsystem, der synkroniserer traditionelle betalinger med blockchain-infrastruktur og køber tid, indtil ægte atomafvikling kan skubbes forbi modstanden fra private bankfolk, der tjener på status quo.

Men det er måske for sent. Mens Europa dvæler med komiteer, handler USA. MiCA-reguleringen (Markets in Crypto-Assets) har allerede drevet Tether ud af Europa – ikke fordi MiCA er for streng, men fordi EUs politiske ledelse stadig ikke forstår, hvad der er på spil. Hvis stablecoins bliver standardpenge for kryptomarkeder, decentral finansiering og vækstøkonomier, vil ECBs halvfærdige digitale euro ankomme til en slagmark, hvor krigen allerede er tabt.

I mellemtiden står udviklingslandene over for et brutalt valg. De kæmper allerede under dollarens dominans og må nu enten forbyde stablecoins (og dermed miste adgangen til kryptokapitalstrømme) eller skabe deres egne for at konkurrere med dollarens netværkseffekter. Et tredje, uappetitligt alternativ er at overgive sig til en ny – endnu farligere – form for de facto-dollarisering.

Den eneste centralbank, der har planlagt fremadrettet, er People's Bank of China. PBOC har den luksus at have sin egen, allerede fungerende digitale renminbi og har derfor råd til at nægte at give stablecoins legitimitet ved at forbyde dem.

Men denne fornuftige trodsighed efterlader et gigantisk dilemma uadresseret: Kinas offentlige og private institutioner har en akkumuleret opsparing på cirka 4,5 billioner dollar. Skal de dumpe deres dollar og dermed sætte skub i Trump-teamets plan om at devaluere dollaren, eller skal de beholde dem og fortsat være udsat for den turbulens, som Trump er så dygtig til at skabe?

På længere sigt er der fare for, at den monetære opsplitning forværrer den geopolitiske og geoøkonomiske usikkerhed. To parallelle monetære systemer – det ene baseret på offentlige penge udstedt i Kina, Indien og måske eurozonen, og det andet bestående af private penge, der i stigende grad domineres af stablecoins med dollarbinding – vil uundgåeligt støde sammen. Centralbankfolk er ikke de eneste, der bør være bekymrede.

Yanis Varoufakis, tidligere finansminister i Grækenland, er leder af partiet MeRA25 og professor i økonomi ved universitetet i Athen.

Project Syndicate.

Stålværket Duferco Danish Steel i Frederiksværk stopper sin produktion og ventes at fyre 124 ud af 130 medarbejdere.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Stålværkets topchef, Giuliano Bo, bekræfter over for mediet, at produktionen lukkes.

- Med stor beklagelse kan jeg på vegne af Duferco Group bekræfte, at Duferco Danish Steel A/S lukker stålproduktionen og tilhørende aktiviteter, skriver han.

Stålværkets medarbejdere blev 29. april informeret om, at værkets fremtid var til overvejelse. Herefter startede forhandlinger med fagforeninger.

Beslutningen om at opsige medarbejdere blev ifølge Sjællandske Nyheder truffet 28. maj.

I perioden mellem 29. maj og 11. juni forventes det ifølge mediet, at 124 af værkets medarbejdere vil modtage en opsigelse.

De kommende måneder vil der fortsat blive færdiggjort ordrer, tømt lagre og sendt materialer til kunder. Et mindre antal medarbejdere vil blive på værket for at sikre en ansvarlig afvikling af aktiviteterne.

Duferco Danish Steel har produceret stangstål på en del af værket fra Det Danske Stålvalseværk, som ifølge Danmarks Nationalleksikon, Lex, gik konkurs i 2002.

Efter konkursen overtog stålvirksomheden DanSteel rammerne i Frederikshavn og førte produktionen videre.

Ifølge Sjællandske Nyheder blev en del af værket overtaget af Duferco Group i 2006. Her har selskabet de seneste 19 år produceret stangstål, som er blevet brugt i byggeri-, anlægs- og maskinindustrien.

NLMK DanSteel producerer fortsat stålplader på det gamle stålvalseværk i Frederiksværk.

Indtil 2022 var NLMK DanSteel ejet af den russiske rigmand Vladimir Lisin. Men i 2022 købte det belgiske selskab NBH godt halvdelen af NLMK DanSteel. Det skrev Finans.

Duferco Group blev etableret i 1979 for at drage fordel af nye markeder inden for stålproduktion. I dag har koncernen over 3000 medarbejdere og opererer i 22 lande. Koncernens hovedsæde er i Luxemburg.

/ritzau/

Ejere af elbiler kan glæde sig over, at det er billigere at fylde el end benzin på bilen.

Derimod er andre regninger på elbiler større.

Det har kostet op til små 40 procent mere at forsikre elbiler end biler med benzin- og dieselmotorer.

Men nu lysner det for de elektriske bilister.

Prisforskellen bliver markant mindre.

Det viser flere millioner tilbud om bilforsikringer fra 21 forsikringsselskaber siden 2022 gennem prisportalen Samlino.

Tendensen er klar. Også selv om der er udsving over en årrække.

I begyndelsen af 2022 var prisforskellen 39 procent. Ifølge tilbuddene i første kvartal i år koster det nu kun 11 procent mere i gennemsnit at forsikre en elbil.

Der er dog stadig gode grunde til, at forsikringsselskaberne vil have mere for at forsikre elbiler.

Bilister vænner sig til elbiler

Samlinos data viser nemlig også, at elbiler oftere end fossilbiler ender med en skade, der udløser en forsikringssag.

Men her er forskellen mellem biltyperne også blevet klart mindre det seneste år.

»Det tyder på, at flere elbilister er ved at vænne sig til bilernes særlige køreegenskaber og teknologi,« mener Christian Blondeau, kommerciel direktør hos Samlino.dk.

Elbiler har typisk en hurtigere acceleration end fossilbiler, hvilket kan overrumple føreren og give flere skader.

Dertil kommer, at elbiler typisk er teknologisk avancerede, hvilket kan udløse højere udgifter til reparationer efter skader.

Det slår også igennem i uventet voldsomme regninger, når elbiler skal på værksted.

Justerer vurdering af risiko

Men flere erfarne elbilister på vejene er med til at udjævne antallet af skader på tværs af drivmidler, mener Christian Blondeau.

Han vurderer også, at der sker en modning af markedet i takt med den voksende udbredelse af elbiler.

Det betyder med andre ord, at forsikringsselskaberne justerer deres risikovurdering, hvilket kan ses i priserne på forsikringerne, der nærmer sig forsikringerne på fossilbiler.

Typisk får en bruger af Samlinos prissammenligning mellem 12 og 14 tilbud om bilforsikring afhængigt af alder, biltype og tidligere skader.

Samlinos system henter tilbud fra 21 selskaber, herunder Tryg, Gjensidige, FDM, GF Forsikring, Lærerstanden, Top Danmark, Alm. Brand og en række mindre selskaber.

Datagrundlaget er samlet set 20,4 millioner præmieberegninger fra 1. kvartal 2022 til 1. kvartal 2025.